Glæder mig til:

 - At min mave ikke føles flommet

- At jeg ikke har overskudsfedt i ansigtet

- At jeg kan kigge mig selv i spejlet uden at trække mig i kinderne

- At jeg kan tage bukser på uden at tænke over om de mon kan lynes

- At jeg kan tage min sorte kjole på

- At min mave er flad

- At mine bryster er mindre

- At jeg ikke har deller på ruggen

- At jeg ikke føler mig for stor når jeg går ud af døren

- At jeg føler mig det værd jeg er 

Dag 2

 I dag er gået godt. 

Morgenmad: Yoghurt, skyr og chia frø

Snack: Bresaola

Frokost: Rejser og serrano skinke

Aftensmad: Oksekød 

Altså det lyder jo så ulækkert, men det væsentlige er at det virker!

Jeg har lige læst de gamle indlæg igennem, og wow der er sket meget, men hvor er det også bare rart at kunne gå tilbage og sammenligne, og på en måde sparre med sig selv og reflektere over erfaringerne. Det er helt tydeligt, hvordan jeg bare landede et mega godt sted, da jeg havde tabt mig i december 2019, og jeg tog på højskole, og det var så godt, og jeg ved bare, at jeg var så selvsikker der, fordi jeg var tilfreds med, hvordan jeg så ud. Den selvsikkerhed har jeg kunnet mærke fordufte lidt her på det seneste, igen fordi at jeg har taget på, og ikke kan gå i det tøj jeg vil.

Men så er det jo så mega fedt, at jeg er på vej tilbage til mig selv igen!!

I dag har jeg købt ind til nogle proteinrige dage: En pakke kylling, en pakke oksehak, æg, tun og torskerogn, og helt ligesom da jeg starte på dukan, så glæder jeg mig til at se resultater. Og det er en lille pris at betale, at man ikke kan svælge sig i peanutbutter og humus, når man til gengæld for sin selvtillid igen. Det føltes helt ligesom når jeg køber noget tøj, som jeg ved bliver pænt til mig. Det var samme slags investering.

Det eneste der er lidt spændende for mig er, at jeg også rent faktisk har lyst til at drikke øl og vin nu, hvilket jeg ikke havde for 1,5 år siden (shit man). Men det skal jeg nok finde plads til! Nu skal jeg bare først lige tilbage, for det er det jeg vil. Det har jeg mere lyst til end et glas vin.

Shit det bliver så stjerne rart ikke at føle sig for stor igen! 

Jeg ved godt det ikke er meget, og jeg er ret sikker på, at jeg får taget fat før katastrofen rammer. Men følelsen er den samme, og det er den det handler om. 

GLÆDER MIG!

Og hvor jeg sej at jeg tager den helt selvstændigt nu. I et køkken hvor andre kan dømme mine indkøb. Hvor jeg selv skal betale, planlægge og gøre. 

Men det er heldigvis så såre simpelt, der er ikke meget at planlægge. Det er bare at gøre det.

Og det føltes helt vildt godt at bruge pengene på kød i dag. Faktisk er det det første indkøb jeg har gjort, hvor jeg har følt at jeg fik noget for pengene, og gjorde noget godt for mig selv.

Det er virkelig essensen: At jeg gør noget godt for mig selv. Faktisk det bedste jeg overhovedet kan! 

Jeg er så god altså.! Mega meget. Jeg er så sej. Det er for fedt. 

Jeg er tilbage

 Hej bloggen!

Jeg er tilbage.

Jeg har nemlig taget på. Og jeg bryder mig ikke om hvordan det føles at være i min krop. Jeg spænder op i maven, lader den ikke splatte ud, trækker huden tilbage i mit ansigt, når jeg ser mig i mit kamera. Det er ikke afslappende, det er faktisk stressende. 

Jeg savner friheden jeg mærker, når jeg bare kan tage lige det tøj på, jeg vil.

Og så er der jo intet andet at gøre, end at tage fat og gøre noget ved sagen.

Så jeg er tilbage.

Jeg har udryddet mit skab for ting, som ikke er gode for mig, og fra nu af er det bare at bruge de ekstra penge på protein rig mad. 

Jeg glæder mig til, at kunne passe alle mine bukser, som jeg gerne vil kunne det, igen.

Bukse status:

De fine sorte: Stramme, maven hæver udover

Hvide jeans: Kan passes, men er ikke løse

Hvide fløjl: kan passes, men er ikke løse. Spænder lidt i siden

De grove sorte: Pist forsvundet, så kan ikke teste med dem

Tætsiddende kjole: Ser bare ikke godt ud. Ville ikke føle mig komfortabel.

Nå. Det jeg har spist i dag:

Morgenmad: Skyr, yoghurt og chiafrø

Snack: En pakke kyllingepålæg (125 g)

Frokost: Haricot verts med feta og kikærter og en skefuld peanutbutter 

Snack: En pølse

Aften: 2 pølser, broccoli, et løg og noget yoghurt dressing med en skive feta og sennep

Så det jeg skal gøre nu, er vel egentlig bare at holde skruen helt lige i vandet i den næste uge, og kun spise protein-mad og yoghurt. Efter den uge kan jeg så spise lidt bønner og grønt og fede mælkeprodukter igen. Men jeg skal lige have en protein uge, og den starter så i morgen. 

GLÆDER mig! Wu, det bliver godt. 

Kh, roger over.

En ro

Og en tillid til mig selv om, at jeg nu endelig er i stand til at lytte efter hvad jeg har lyst til. Og i stand til at sige nej tak, uden jeg føler, at jeg går glip af noget.
Ingen mad-stress.

Post Paris

Jeg synes lidt, at jeg skylder mig selv, at opdatere, for det er efterhånden et stykke tid siden sidst.

Det gik så godt i Paris. Jeg holdte diæten såvidt det var muligt, og det var det i høj grad og langt det meste af vejen. Der var ikke et tidspunkt, hvor jeg havde lyst til at smage en croissants eller en macaron, og det var helt klart en hjælp, at det faldt mig så naturligt at sige nej.- nej, fordi jeg jo netop ikke havde lyst.

Vi gik dagligt omkring de 20 kilometer, og om det var den faktor, der gjorde, at jeg i løbet af ugen gik fra 79,3 til 78 kilo, det ved jeg ikke.
Men i hvert fald, så viste vægten 78 dagen efter, vi var kommet hjem. Det skulle lige gå op for mig, at det faktisk var et godt fremskridt - og fremfor alt; et fremskridt!

Efter turen vil jeg sige, at jeg stoler på mig selv og hviler i den nye kost. Forstået på den måde, at jeg ikke er bange for, at jeg f.eks. lige pludselig ikke kan styre mig.

I forhold til bukser, så er de stribede med elastik godt løse. De fine sorte har stadig et godt stykke vej endnu - hvis jeg suger maven ind, så sidder de, som jeg gerne vil have, at de kommer til. De hvide fløjlsbukser er løse igen. Har købt et par jeans i H&M i str 42, de sidder fint, men kommer til at sidde bedre.
Mine hvide YSL tshirts sidder åbenbart løsere nu. Far sagde i hvert fald, at de plejede at sidde stramt på ryggen, men at de ikke gør det længere.

Annette spurgte om ikke jeg blev ved med at tabe mig, og da jeg sagde at jeg havde tabt 8 kilo, sagde hun, at hun ville have gættet på 10.

Kan se i min Clue-app at det er 40 dage siden min sidste mens, så der er helt sikkert en forandring i kroppen.

Vigtigst af alt er, at når jeg minder mig selv om, hvor godt det går, så minder jeg mig selv om, hvor stor en optur jeg har og er på. Det er fedt, at det virker. Og at det giver sig selv. Dermed ikke sagt, at det er nemt, men det er naturligt i hvert fald. Så måske nemt? Det er der vel ikke noget galt i. (Jeg vil bare ikke jinxe den, hehe)


Opsummering:
- -1,3 kilo
- Tillid til mig selv
- Fortsat fremskridt
- Optur

Tanker før morgendagens vejning (uge 4)

Jeg er sgu lidt i tvivl om hvorvidt, jeg har tabt mig et kilo i morgen...

Grunde til, at jeg er i tvivl:
- Jeg har været på toilet 2 gange siden sidste uge, og det var, lad mig kalde dem, halve gange
- Jeg har spist uden at jeg egentlig var sulten (jf. "Hvis I der læser dette, er overvægtige, så er det fordi I spiser med et andet formål end at blive mætte")
- Jeg har lige spist aftensmad her inden sengetid
- Jeg har spist noget kød, der har indeholdt mere end 10% fedt


Grunde til, at jeg burde have tabt mig:
- Jeg har holdt dagenes struktur
- Jeg synes, at de fine sorte bukser faldt lidt ned på mig i dag på arbejde
- Jeg kunne teknisk set passe en str 80E (kontra 75G) i dag
- Ja altså, jeg har jo kun spist mejeriprodukter, kød og grønsager
- Jeg spiser i snit 1000 kalorier om dagen (uden at være sulten, vel at mærke)

Hm altså.
Derudover har jeg bemærket i den her uge, at jeg to dage følte mig fristet af at spise et stykke af en chokoladebolle.
Men det værste har nok været, når jeg har spist bare for at spise.
Og mine gåture har ikke været regelmæssige. Ved faktisk ikke hvor mange ture jeg har fået gået overhovedet.
Og så har mit humør egentlig været super svingende, men det hænger nok sammen med søvn og mave bøvl.

Bukser og skuffelser

Den er ikke rar, følelsen, når man tager et par bukser på, og de ikke passer.

Det skete i dag.
Havde købt 2 par bukser fra Monki og H&M i størrelse 42 begge to. Passede de? Nej. Blev jeg skuffet? Ja. Havde jeg lyst til at græde? Indeed.

Afrunding af august

August lakker mod enden, og dermed også den 3. uge af kuren.
I den anledning tænkte jeg, at jeg lige ville opsummere lidt.

I går og i dag har jeg haft lyst til at have ædeflip, gerne i burger og bagt blomkål. Spørg ikke.
De tre dage i Århus gik godt, og jeg spiste udelukkende skyr, kød, agurk og haricot verts. Eller, det passer ikke! Jeg fik også lidt feta og remoulade. Men jeg gav mig selv lov. Desuden fik jeg også to frikadeller, der helt klart indeholdt for meget fedt, men so be it. Jeg klarede kuren så godt som det var muligt efter omstændighederne.

Jeg har dog været bange for, om jeg var gået op i vægt, så i morges vejede jeg mig, og der stod 79,1 - og det er jo perfekt!
Pludselig fik jeg bare sådan en idé om, at jeg aldrig ville kunne nå at tabe de 15 kilo inden december, men jeg klør bare på. Jeg tror, at det er Paris turen, der gav mig den frygt. Men mit mål er at holde status quo dernede ved at spise hovedsagligt grønt og protein, og så tillade mig selv at nyde med måde engang imellem.

I den her uge tror jeg også bare, at jeg har følt det har stået lidt stille, hvilket det jo ikke har. Men af den grund vil jeg lige påpege nogle ting her:

- Mine boobs er blevet mindre, og det kan jeg se i spejlet, mærke i bh'en og i grebet om dem.
- Og først og fremmest er det trods alt mine bryster, jeg allerhelst ville have blev mindre, så at de er de første depoter, der bliver tømt, det er da sådan set ikke så ringe!
- Mit ansigt er også blevet mindre. Det kan jeg mærke når jeg smiler. Og når jeg ser mig selv i spejlet, skal jeg ikke anstrenge mig for, ikke at se tyk ud i ansigtet længere. Men der er stadig dobbelthage.
- Og vægten går nedad!
- Og jeg holder kuren!
- Jeg er faktisk rigtig god!

I dag har jeg prøvet 4 par gamle jeans, som alle har passet i 2.g. Ingen af dem sad løst, men jeg kunne passe dem, og det kunne jeg i hvert fald ikke, før jeg startede kuren. Men de sidder stadig ikke godt.
Målet er, at de skal sidde løst. Alle 4.  (De mørke og lyse Levi's + Monki Taiki str. 31 + hvide genbrugsbukser).

Nå, men det er vildt nok, at det snart er september. Det store mål for september er jo at bryde 80-70 muren, og komme ned på 75 kilo.

"Har du ikke tabt dig?"

I dag så jeg, og snakkede med, min chef for første gang siden juni. Det første hun sagde var, "Har du ikke tabt dig?" hvortil jeg stolt kunne svare at, jo, det har jeg dag. "Hvor meget?" "Omkring 6 kilo," "Aha, jeg havde gættet på 7".

Det er jo fedt! At det kan ses!
Heldigvis er jeg ikke i nærheden af at være tilfreds.
Jeg sætter så stor pris på, at jeg har sat mig et mål, der hedder 65 kilo, og at jeg ved, at det ikke er rigtigt godt, før jeg når der til. Det gør noget psykisk for mig, at jeg har det her tal, for jeg er god til at twiste min opfattelse af det jeg ser i spejlet, og så bliver det en subjektiv bedømmelse. Det kan jeg ikke bruge til noget.

Men tallene er er kontante og objektive, og det virker.

Når jeg skal på tur

Når jeg nu skal på tur til Århus to gange og til Paris i 6 dage, så skal jeg ikke tro, at jeg kan snige en skive brød ind uden at tage på.

Jeg skal leve efter proteiner og grønsags-metoden.

Og så tillader jeg mig selv i Paris at nyde et stykke ét eller andet hver dag. Og et enkelt brunchmåltid på Kozy.
Men morgenmad = yoghurt
Frokost = kød og grønt
Snack = grønt og kød
Aften = kød og grønt
Snack = en fransk treat - med måde!

Når jeg kommer hjem, så tager jeg en angrebsuge.

Min Sande Vægt

Det lyder helt religiøst. Det er det ikke. Det er bare en livsstil og en filosofi.
Men jeg har i dag fundet min sande vægt på Dukans hjemmeside.
Og jeg er sgu god, jeg havde ikke regnet helt forkert, hverken med vægt eller tid i forhold til faserne.

Min sande vægt er 65,2 kilo.
den 04/12/2019 burde den være nået.
Det vil sige om 4 måneder og 14,5 kilo.


Så kursen, jeg har lagt, er faktisk rigtig nok.

Når fase 3 og højskolen kommer

Når fase 3 kommer, så kommer den til at vare godt og vel et halvt år, dvs. hele mit højskole ophold.
Men ved du hvad? Det er så fint. Det er faktisk nærmest perfekt. For jeg tror godt jeg ved, hvem der ville tage en masse kilo på på den tid, hvis jeg ikke havde nogle retningslinjer at holde mig indenfor.

Og det er sgu ikke synd for mig, at jeg er "på kur" der.
Det er mit eget valg. Det er mit aktive valg af livsstil. Og den skal skal der være plads til.
Jeg lover mig selv, at jeg ikke vil lade mig påvirke at noget udefra, når det kommer til hvad jeg spiser. Det bestemmer jeg selv.
Det er ligesom at være vegetar, det er der jo heller ikke nogen, der skal blande sig i.
Jeg lover mig selv, at jeg står fast ved mig selv og ved mit valg. Det er en del af mig, at have en sund livsstil. Det er en del af mig, at jeg har valgt at tabe mig. Det er mit liv, og det er sådan det er.
Jeg lover mig selv, at jeg gennemfører.
Jeg lover mig selv, at jeg holder diæten.


Heldigvis er diæten egentlig i bund og grund blot en sund livsstil.

Om at være ærlig over for sig selv

Engang (sidste år) var mit mantra: "FUCK SYSTEMET". En god måde at opbygge en sund hverdag og en attitude, der går imod struktur og tal. Helt sikkert! Også en god måde at vende ansvaret væk fra sig selv, og skyde skylden på en anden. Det virker hver gang: Find en syndebuk, lad som om du kæmper, imens du synes, at det er synd for dig!

Hvis altså dit mål er, ikke at komme nogle vegne.
Ligesom i et skænderi bliver knuden kun større, når du bebrejder den anden part og glemmer at se ind ad.


Nu er der kommet nye boller på suppen, og mit mantra er: "Det er ikke systemet, det er dig selv". Og det er den sandhed, som jeg i lang tid ikke ville høre.
En sandhed, der kom frem, efter at have kigget lidt indad, tænkt over tingene. En sandhed, der giver mig ansvaret for min egen krop, mine egne valg og mit eget liv. En sandhed, der nok har været en lifesaver.

For med ærlighed kommer man længst. Ærlighed og erkendelser. At erkende, at jeg spiser for meget peanutbutter, at jeg snacker for meget, at jeg vejer for meget, at jeg laver for lidt. Alle sådan nogle ting, dem bliver man nødt til at indse. Og ingen af de ting er samfundets skyld. Det er min egen. For det er mit eget valg hvad jeg spiser og hvor meget jeg spiser. Det er mit eget valg hvad jeg laver og hvor meget jeg laver. Det er mit eget valg, at vælge hvilket liv jeg vil leve, hvilke mål jeg vil nå. Og det er mit eget ansvar at sørge for, at det liv jeg lever, er det bedst mulige. Mit eget ansvar at tage de rigtige valg. Mit eget ansvar at se sandheden og virkeligheden i øjnene.

Og det er klart, at det føltes skamfuldt at erkende, at jeg er overvægtig - for det er min egen skyld!

Men det er så sandelig også min egen skyld, at jeg endelig er på rette vej. Og det bliver min egen fortjeneste, når jeg når i mål. For jeg har taget ansvar for mit eget liv nu.

De værste følelser i verden

#1 Når man tænker "jeg burde også..." og ikke gør det
Løsning: Bare gør det!

#2 Når man overspiser, og tænker "det burde jeg ikke have gjort", eller "jeg burde ikke gøre det her", imens man gør det
Løsning: Lad være med at gøre det!

Reminder #1

I dag er det 10 dage siden jeg startede kuren, og på min gåtur gik jeg og tænkte lidt.
For på en måde føler jeg, allerede, at jeg er gået i stå. Måske fordi, at tallet på vægten ikke går nedad dagligt, måske fordi jeg ikke synes, at det er særlig udfordrende. Jeg ved det ikke, men jeg tror det er en kombination af de to.

Men:
Tallet går ikke nedad hver dag længere, fordi det ikke er en chokfase længere. Nu er det vel de reelle kilo, der begynder at ryge, og det er vel det, der skulle tage en uge ad gangen.
Kroppen må vel også være igang med en omlægning, for den får ikke sukker, brød, frugt eller andre hurtige kulhydrater.
Det er virkelig nu, at jeg skal have tiltro til processen, for jeg kan nærmest ikke gøre mere end jeg allerede gør, jeg ved ikke hvad det skulle være i hvert fald. Det er nu, jeg skal huske, at ting tager tid, og at kroppen gør sit nu, imens jeg gør mit. Alle mulige processer, som jeg ikke kan sætte skub i eller følge med i, selvom jeg for alt i verden godt gad begge dele. Alle de processer forestiller jeg mig, er i gang med at æde mit overflødige fedt væk, det må jeg have tiltro til i hvert fald.

Og det med, at det ikke er særlig udfordrende, det er nok lidt kækt at sige, og jeg håber ikke, at jeg jinxer noget. Men jeg synes da hurtigt jeg har vænnet mig til at leve af proteiner.
Jo mindre man spiser kulhydrater, des mindre får man lyst til det. Jeg gør i hvert fald, og det er jo super smart! Hvorfor så spise det? Jeg mærker desuden også fordelene i min krop allerede, dels den forsvundne trang, men også dels et fordøjelsessystem, der er kommet op på mærkerne. Og så føler jeg mig heller ikke oppustet, som jeg gjorde før.


Nå. Jeg tror egentlig mest, at det her er for at minde mig selv om, at jeg gør det godt. Og at jeg altså kun har været i gang i 1,5 uge. Resultaterne begynder først at kunne ses efter en måned med sådan noget her. Så der er god tid, og jeg er godt på vej. 12 uger, siger Casey Ho.

Bevar tålmodigheden, troen, drømmen og viljen, og håbet og glæden.

Første tanker om vekselfasen

Det er altid skræmmende at starte på noget nyt. Jeg vænnede mig nemt til dagsordenen i angrebsfasen, og til, at kiloene røg dagligt.
Nu skal jeg til at vænne mig til, at der er flere muligheder i forhold til maden, og til, at det kommer til at gå langsommere, og til, at det ikke kun er én uge, men femten.

Jeg vil lige give mig selv nogle tips til vejen:

 - Find glæde i styrken ved at sige nej tak til ting, og gør den større end glæden, som tingen ville kunne give
 - Hvis vægten går i stå, så husk at motionen er vigtig! 30 minutters gåtur dagligt, til at holde systemet i gang. Hvis det ikke virker, så gå lidt længere.
  - Det er bare en fase
  - Det er en drøm, der går i opfyldelse, når målet er nået


Og så vil jeg bare sige at: Det bliver så spændende at komme i gang med fase 2! Det bliver så fedt at nå i mål! Det bliver så fedt, at mærke den indre styrke vokse! Det bliver så fedt, at have mindre boobs, mindre bukser, føle mig pæn i mit tøj, føle mig let og tilpas! At have selvtillid og selvværd i forhold til mit ydre! Det bliver så fedt, at det ENDELIG lykkes! Det bliver det fedeste, når jeg vejer 5 kilo mindre, for hver måned der er gået. Det bliver det fedeste, at jeg endelig gennemfører! Jeg glæder mig!!

Tanker bag bloggen

Der er ingen ynk her, kun glæde! Jeg er glad og motiveret, og jeg er lykkelig over, at jeg endelig gør noget rigtig godt for mig selv.

Jeg lever ikke i idéen om at der findes et kropsideal, selvom der uden tvivl eksisterer et. Jeg synes, at der er plads til alle, og hvis man er tilfreds, så er man perfekt. Men en dag opdagede jeg, at jeg ikke var tilfreds, og at mit selvværd blev mindre imens min krop blev større.

Der ligger lidt et tabu omkring det, at være ung og rent faktisk ville tabe sig, og jeg har lidt et indtryk af, at det er noget, som omverdenen straks fraråder én. Måske som en efterdønning af anoreksi-bølgen i 2011 og som et, jo egentlig postivt, resultat af mediernes nye tiltag i forhold til at nedlægge kropsidealet og portrættere kroppe i alle afskygninger.

Men der er ikke noget galt i, at tage sig selv alvorligt, og jeg vil ikke lægge skjul på min oplevelse af at skamme mig over mig selv, og jeg vil ikke skamme mig over, at jeg vil tabe mig.

Jeg regner virkelig ikke med, at der er nogen der kommer til at læse med, så det er for min egen fornøjelse, at jeg har bloggen her, for jeg har ærligt talt ikke så meget andet at give mig til. 

Og så er det bare rart at være ærlig engang imellem. At få nogle ord ud. Og bryde hvad der i min optik er et tabu. 

Min historie

Hej, nok mest hej til mig selv - men i hvert fald, HEJ!

Hej.
Jeg hedder Nadja, og i løbet af årene er jeg blevet 20 år gammel.
Jeg har altid interesseret mig for mad og lækkerier, især bagning har jeg haft stor interesse i. En interesse, der stensikkert bunder i min begejstring for sukker og lækre konsistenser.
Jeg har også altid syntes, at jeg var for tyk. Helt siden jeg var i hvert fald 11 år, og når man lige ser på det, så er det faktisk snart halvdelen af mit liv. Tænk engang... Hvor nedern et faktum dét er.

Da jeg var godt og vel 12 år tog jeg sagen i egen hånd; sagde nej til alt der indeholdt sukker og fedt, og det virkede fandme. Undervægtig det blev jeg, og syg, ja det blev jeg næsten også. Syg som i besat og forstyrret af mad, intet kunne gøre mig så ked af det som mad kunne, for jeg ville jo virkelig gerne have det, jeg ikke måtte få, men på den anden side ville jeg jo heller ikke have det.

Tiden gik, og da jeg blev 13 begyndte jeg at give mig selv lov igen, til at bage og smage, og mine tøjler blev løsere og løsere imens mine bukser blev strammere og strammere, hvis vi altså trækker en linje fra dengang til nu.
Da jeg var 15 var jeg stadig normalvægtig, men som sagt, så har jeg altid syntes at jeg var for tyk. Og jeg har måske egentlig heller aldrig rigtig haft andet at gå op i.
Da jeg så startede på gymnasiet, 15 år og normalvægtig, begyndte mig hoved pludselig at blive fyldt med andet end tallene på vægten. Det sociale og det faglige fik pludselig mit hoved på andre tanker, man kan sige, at jeg fik lidt indhold, haha. Jeg begyndte at tænke mere over hvad andre tænkte om mig, begyndte at gå i noget andet tøj, begyndte at interessere mig for andet end mit eget univers. På min hjemmefront var der også noget under opsejling, min verden var på alle fronter under forandring, og de gamle vaner på vej på pension.

På gymnasiet havde jeg altså alt muligt andet at tænke på, end at jeg ikke måtte spise sukker og brød, og i løbet af 3 år har jeg faktisk taget 20 kilo på. Og det er ikke fordi, at jeg ikke har forsøgt at tabe mig undervejs, fordi det har jeg. Men det har været halvhjertede og ufokuserede forsøg. Og intet virkede. Så jeg begyndte at "føle mig oppustet" (= mine bukser strammede og min mave så tyk ud, fordi den var blevet det), og jeg skød skylden på gluten. Og i tre år har gluten altså været noget jeg ikke kunne tåle, altså noget som jeg ikke burde spise, men alligevel spiste engang imellem, fordi at, ja, jeg ved ikke helt. I hvert fald sidder jeg her, 20 år gammel, et år efter gymnasiet og vejede den 6/8 86,3 kilo. Godt og vel 20 kilo for meget, når man, som jeg, måler 167 cm i højden. 

Med de interesser der er opstået i løbet af årene opstod også en anden form for kropssyn hos mig, og selvom jeg voksede mig større og større, så har jeg altid (i de tre år) været god til at acceptere det, og sagt, at det er bare sådan jeg ser ud. Det er sådan jeg er. Det er det min livsstil giver mig, og jeg har det jo godt, og der er ikke noget ideal jeg skal eller vil leve op til. En holdning, som jeg uden tvivl vil kalde sund, reflekterende og helt igennem positivt! Og en holdning jeg står inde for og håber, at alle vil optage.
Sidste sommer var jeg ved en læge, fordi jeg gerne ville have en henvisning, så jeg kunne få foretaget en brystformindskende operation hos det offentlige. Men jeg blev afvist, fordi jeg var, er, overvægtig. Man kan sige, at det burde være gået op for mig dengang, og det gjorde det til dels også. Men har jeg tabt mig siden sidste år? Ikke det mindste. Hvorfor? Fordi jeg mente, at det var systemet den var gal med, og at man ikke kunne måle mig i BMI og tal, og bare afvise mig på den måde. Med andre ord stillede jeg mig altså ikke til ansvar for min vægt og livsstil, som jeg i øvrigt i de sidste tre år har bildt mig selv ind var sund. Men jeg havde det jo også fint, jeg accepterede hvordan jeg så ud (sådan næsten da, helt har jeg jo ikke accepteret det, siden jeg sad hos hr. doktor). Men jeg havde det fint med det indeni. Men det har jeg ikke mere.
At acceptere min krop og min vægt, har på et plan været at lyve for mig selv. Jeg har skånet mig selv fra et eller andet, været meget sød.
På det seneste har jeg bemærket, at der ikke er nogle billeder af mig fra det seneste år, fordi jeg undgår dem. Nærmest ikke engang et selfie har jeg taget. Jeg har simpelthen ikke lyst til at se på mig selv. Når jeg skal ud af døren føler jeg mig for stor, så jeg gemmer mig, vil helst ikke bemærkes.
Jeg vil på en eller anden måde ikke stå ved mig selv. Jeg synes ikke, at mit ydre udstråler mit indre. Jeg har i bund og grund lavt selvværd. Og det skal fandme være løgn.

Så den 12/8 startede jeg på anbefaling fra min storebror på Dukan-kuren sammen med min far. Jeg er på dag 5 i fase 1, og vægten går ned ad. Jeg er fuld af håb, tro og motivation, og for første gang i snart 4 år taber jeg mig rent faktisk. Og jeg GLÆDER mig sådan til at jeg har nået mit mål!

Det her vægttab er en del af mig, det interesserer mig og glæder mig, og jeg tror, at det var derfor jeg lige pludselig fik lyst til at jeg skulle blogge det.

Så her er jeg altså, i fuld færd med at skrive historie ;)