Min historie

Hej, nok mest hej til mig selv - men i hvert fald, HEJ!

Hej.
Jeg hedder Nadja, og i løbet af årene er jeg blevet 20 år gammel.
Jeg har altid interesseret mig for mad og lækkerier, især bagning har jeg haft stor interesse i. En interesse, der stensikkert bunder i min begejstring for sukker og lækre konsistenser.
Jeg har også altid syntes, at jeg var for tyk. Helt siden jeg var i hvert fald 11 år, og når man lige ser på det, så er det faktisk snart halvdelen af mit liv. Tænk engang... Hvor nedern et faktum dét er.

Da jeg var godt og vel 12 år tog jeg sagen i egen hånd; sagde nej til alt der indeholdt sukker og fedt, og det virkede fandme. Undervægtig det blev jeg, og syg, ja det blev jeg næsten også. Syg som i besat og forstyrret af mad, intet kunne gøre mig så ked af det som mad kunne, for jeg ville jo virkelig gerne have det, jeg ikke måtte få, men på den anden side ville jeg jo heller ikke have det.

Tiden gik, og da jeg blev 13 begyndte jeg at give mig selv lov igen, til at bage og smage, og mine tøjler blev løsere og løsere imens mine bukser blev strammere og strammere, hvis vi altså trækker en linje fra dengang til nu.
Da jeg var 15 var jeg stadig normalvægtig, men som sagt, så har jeg altid syntes at jeg var for tyk. Og jeg har måske egentlig heller aldrig rigtig haft andet at gå op i.
Da jeg så startede på gymnasiet, 15 år og normalvægtig, begyndte mig hoved pludselig at blive fyldt med andet end tallene på vægten. Det sociale og det faglige fik pludselig mit hoved på andre tanker, man kan sige, at jeg fik lidt indhold, haha. Jeg begyndte at tænke mere over hvad andre tænkte om mig, begyndte at gå i noget andet tøj, begyndte at interessere mig for andet end mit eget univers. På min hjemmefront var der også noget under opsejling, min verden var på alle fronter under forandring, og de gamle vaner på vej på pension.

På gymnasiet havde jeg altså alt muligt andet at tænke på, end at jeg ikke måtte spise sukker og brød, og i løbet af 3 år har jeg faktisk taget 20 kilo på. Og det er ikke fordi, at jeg ikke har forsøgt at tabe mig undervejs, fordi det har jeg. Men det har været halvhjertede og ufokuserede forsøg. Og intet virkede. Så jeg begyndte at "føle mig oppustet" (= mine bukser strammede og min mave så tyk ud, fordi den var blevet det), og jeg skød skylden på gluten. Og i tre år har gluten altså været noget jeg ikke kunne tåle, altså noget som jeg ikke burde spise, men alligevel spiste engang imellem, fordi at, ja, jeg ved ikke helt. I hvert fald sidder jeg her, 20 år gammel, et år efter gymnasiet og vejede den 6/8 86,3 kilo. Godt og vel 20 kilo for meget, når man, som jeg, måler 167 cm i højden. 

Med de interesser der er opstået i løbet af årene opstod også en anden form for kropssyn hos mig, og selvom jeg voksede mig større og større, så har jeg altid (i de tre år) været god til at acceptere det, og sagt, at det er bare sådan jeg ser ud. Det er sådan jeg er. Det er det min livsstil giver mig, og jeg har det jo godt, og der er ikke noget ideal jeg skal eller vil leve op til. En holdning, som jeg uden tvivl vil kalde sund, reflekterende og helt igennem positivt! Og en holdning jeg står inde for og håber, at alle vil optage.
Sidste sommer var jeg ved en læge, fordi jeg gerne ville have en henvisning, så jeg kunne få foretaget en brystformindskende operation hos det offentlige. Men jeg blev afvist, fordi jeg var, er, overvægtig. Man kan sige, at det burde være gået op for mig dengang, og det gjorde det til dels også. Men har jeg tabt mig siden sidste år? Ikke det mindste. Hvorfor? Fordi jeg mente, at det var systemet den var gal med, og at man ikke kunne måle mig i BMI og tal, og bare afvise mig på den måde. Med andre ord stillede jeg mig altså ikke til ansvar for min vægt og livsstil, som jeg i øvrigt i de sidste tre år har bildt mig selv ind var sund. Men jeg havde det jo også fint, jeg accepterede hvordan jeg så ud (sådan næsten da, helt har jeg jo ikke accepteret det, siden jeg sad hos hr. doktor). Men jeg havde det fint med det indeni. Men det har jeg ikke mere.
At acceptere min krop og min vægt, har på et plan været at lyve for mig selv. Jeg har skånet mig selv fra et eller andet, været meget sød.
På det seneste har jeg bemærket, at der ikke er nogle billeder af mig fra det seneste år, fordi jeg undgår dem. Nærmest ikke engang et selfie har jeg taget. Jeg har simpelthen ikke lyst til at se på mig selv. Når jeg skal ud af døren føler jeg mig for stor, så jeg gemmer mig, vil helst ikke bemærkes.
Jeg vil på en eller anden måde ikke stå ved mig selv. Jeg synes ikke, at mit ydre udstråler mit indre. Jeg har i bund og grund lavt selvværd. Og det skal fandme være løgn.

Så den 12/8 startede jeg på anbefaling fra min storebror på Dukan-kuren sammen med min far. Jeg er på dag 5 i fase 1, og vægten går ned ad. Jeg er fuld af håb, tro og motivation, og for første gang i snart 4 år taber jeg mig rent faktisk. Og jeg GLÆDER mig sådan til at jeg har nået mit mål!

Det her vægttab er en del af mig, det interesserer mig og glæder mig, og jeg tror, at det var derfor jeg lige pludselig fik lyst til at jeg skulle blogge det.

Så her er jeg altså, i fuld færd med at skrive historie ;)